Når isen smelter
-kollektiv angst hos unge

Det lille barn er ubekymret. Sådan er myten. Sandheden er selvfølgelig at selv helt små børn bekymrer sig. Men op til ca 10års alderen er barnets bekymringer ”her-og-nu”-relaterede.

Menneskets hjerne er ikke færdigudviklet til at kunne overskue problemstillinger, der rækker ret langt ud i fremtiden eller som er komplekse før omkring det 20. år (!) Det er en af grundene til at teen-age årene opleves så kaotiske. Hjernen er simpelthen ikke ”faldet på plads” rent fysisk endnu.

Hvordan kan det så være at rigtig mange store børn og helt unge mennesker føler sig trykkede og triste ved tanken om store, uoverskuelige emner som f.eks. krige, dyrearters udryddelse sult, klimaforandringer?

Det er netop VED TANKEN om og ikke i en ERKENDELSE af eller ved at FORSTÅ sammenhængene, at de helt unge bekymres. Informationsstrømmen i medierne og i skolen tamper nådesløst på den unges bevidsthed –selvom han eller hun reelt ikke kan kapere den type problemstillinger.

For langt de fleste er det ikke et problem. Informationerne glider af, går ind af det ene og ud af det andet øre eller ”frasorteres” -meget sundt og hensigtsmæssigt.

Det globale gøres privat

Alligevel oplever jeg at rigtig mange unge mennesker er prægede af bekymring, der tenderer angst, for netop de store temaer.

I disse år er det den globale opvarmning. Da jeg selv var 12-13 år handlede det om en truende atomkrig, Før min tid var der et par verdenskrige at bekymre sig om. For andre der er yngre end jeg har det været den kolde krig, Reagans planer om stjernekrig, prognoser om kæmpemeteorers kollision med jorden og de sidste par årtier har det været ozonlag og global opvamning.

NÅR helt unge suger så store og uhåndterlige problematikker ind og gør dem private, er det dels fordi de, som nævnt, ikke kan komme uden om emnerne dels fordi deres konkrete, reelle problemstillinger er så svære at have med at gøre, at det kan virke lettere at transportere dem ind under en anden overskrift, én der er almen.

Når et ungt menneske kommer til mig og siger at han eller hun er bange pga den smeltende indlandsis, ja, så går det som regel sådan, at vedkommende i hypnoterapien kommer frem til helt andre erkendelser. Det, det egentlig handler om, det aller vigtigste, det ,der skal tages hånd om, er angsten for langt nærere trusler. Det, der spøger, spøger indeni den uge som reaktion på relle forbindelser som for eksempel uro i familien, mobning, og lignende alderssvarende forståelsesrammer. Eller når det er rigtig slemt kan det være incest eller vold, der lægger sig bag noget –om muligt-endnu mere uforståeligt…

Forløsende hypnoterapi

Men hvorfor så overhovedet snakke om de kollektive trusler, hvis det i virkeligheden slet ikke er dem, den unge dybest set frygter?

Ja, for den helt unge er det vigtigste i tilværelsen at blive taget alvorligt. Og hvis han eller hun bliver viftet af med at ”det fatter du alligevel ikke” er det da helt sikkert, at vedkommendes reelle problem vokser –samtidig med at sansen for at inddrage kollektive trusler som personlige tunes op.

I hypnoterapien kan den unge få rystet tingene på plads. At komme frem til, at ”dét og dét KAN jeg forstå -og gøre noget ved”, er forløsende. Det kan virke overvældende og lykkeligt pludselig at få ord på den reelle angst, som man jo gør det i hypnoterapi, Og det, som –helt konkret ikke ér til at begribe, f.eks. den globale opvarmning- bliver skubbet bort fra pladsen som første prioritet samtidig med at den unges egentlige problem indtager den plads de fortjener.. Terapien får så at sige sat den unges verden i det rette perspektiv. Og den sortering som det 100% sunde unge menneske foretager ubevidst, foretages i stedet med hypnosen som løftestang.

Overordnet kunne man ønske sig, at unge mennesker fik mere fred og frihed til at være unge, at de ikke blev klemt i familielivet og SAMTIDIG bombarderet med oplysninger om alverdens elendighed. Men det er utopi. Som forældre og terapeuter skal vi forholde os til både den unges reaktioner på det ene og det andet. Den unge skal tages alvorligt.

Som tommelfingerregel kan man imidlertid være forvisset om, at når et stort barn eller ung bekymres meget om kollektive problematikker, ja, så er det langt mere lokale nedsmeltninger der er på færde.

Har du spørgsmål eller kommentarer til artiklen, er du altid velkommen til at kontakte familie- og hypnoterapeut Birgitte Schmidt Husted på bsh@psykoterapi-hypnose.dk eller kigge ind på hendes webside på www.psykoterapi-hypnose.dk. .